Veganske cookies
Nemme veganske cookies uden mælk, æg, soya og nødder.
Jeg mener det virkelig, disse veganske cookies er virkelig lette at lave. Faktisk stod jeg og lavede dem med min søn i dag som er to et halv år. Det tog kun 10 minutter at bikse sammen, på trods af jeg havde en lille aktiv hjælper i køkkenet, som syntes det er sjovt at lege med både mel og sukker.
Bonus: Da disse cookies er veganske kan du spise cookiedejen rå uden frygt for salmonella. Du kan samtidig bruge dejen til is eller små cookie kugler beklædt med chokolade. De er derfor perfekte at lave sammen med de helt små folk i huset, som meget gerne vil hjælpe til i køkkenet.
Et lille tip: Sørg for lidt ekstra chokoladedrops, hvis du bager med de små, da der nok forsvinder et par eller to under forberedelsen af cookiedejen.
Ingrediensvalg
Når det kommer til chokolade er jeg rigtig glad for at anvende veganske chokoladedrops. Det er nemt og giver ensartede chokoladestykker i mine cookies. Har du ikke lige chokoladedrops liggende, erstatter du blot disse med vegansk mørk chokolade. Faktisk er rigtige mange chokolader med et kakao indhold på 75% eller derover veganske, uden at de skriver dette på forsiden af emballagen. Så tjek ingrediens listen 🙂 !
Kan der komme nødder i?
Svaret er JA!. Er du ikke den store chokoladefan, eller bare gerne vil have lidt nødder i opskriften, tilsætter du blot dette i stedet for chokoladen, eller skifter halvdelen af chokoladen ud med nødder. Her kan du fx. bruge peanuts, valnødder, eller hasselnødder.
Opbevaring af dine cookies
Vil du gerne have at dine veganske cookies holder sig sprøde længst mulig, vil jeg anbefale dig at opbevare dem i en stor kagedåse. Du kan ofte finde nogle til billige penge enten i Tiger, eller søsteren grene som fungere fint til dette formål.
ALLERGENER
Leder du efter flere opskrifter som er allergivenlige og fri for kød, mælkeprodukter eller allergener, indeholder min blog både veganske, vegetariske, mælkefri- og glutenfri opskrifter. Der er lidt til en hver smag. Der findes også de klassiske retter, med og uden kød, samt forskelligt bagværk og kager på bloggen. Tjek det ud under opskrift index ved at klikke her.
FØLG MED PÅ DE SOCIALE MEDIER
Husk du kan følge mig på de sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både en grønnere hverdag, mad til de travle dage, søde sager og til festlige lejligheder. Du kan følge mig på Instagram, Pinterest & Facebook. Del endelig opskrifterne med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration. Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest
Veganske cookies
Ingredienser
Cookies
- 300 g. hvedemel
- 225 g. plantesmør (jeg bruger becel gold eller violife) (bruger du bloksmør ex. Naturli vegan block eller Vioblock, skal det have stuetemperatur inden brug)
- 100 g. sukker
- 200 g. brun farin
- 1/2 tsk. natron
- 1/2 tsk. salt
- 2 tsk. vaniljesukker
- 75 g. usødet æblegrød
- 130 g. Mørk chokoladedrop eller mørk 75% chokolade (vegansk)
Sådan gør du
- Rør sukker, brun farin, vaniljesukker og smør sammen. Brug evt. en håndmixer men pas på med at overpiske det, da smørret ellers smelter.
- Tilsæt salt og æblemos og rør det ind i dejen.Tilsæt så melet og natron og rør det godt sammen. (jeg mikser det kort med en håndmixer og derefter bruger en dejskraber).
- Tilsæt chokoladechips og bland det godt ind i dejen med en dejskaber eller røreske. Tilføj evn lidt ekstra chokoladechips, hvis du foretrækker en cookie godt med chokolade.Sæt dejen på køl i køleskabet 1 time, så smørret kan få lov at sætte sig igen. Sørg for at dække skålen til, så dejen ikke absorberer køleskabslugt.
- Når dejen har stået på køl i køleskabet tages den ud. Forvarm ovnen til 175 grader almindelig ovn. Brug dine hænder til at lave kugler af kagedejen. Jeg laver dem typisk på størrelse med en bordtennisbold, men du kan gå større eller mindre alt efter, hvor stor du vil have din cookies.Læg kuglerne på bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for der maks er 9 dejkugler på hver plade.
- Bag en plade af gangen i midten af ovnen i 12-15 minutter, indtil kanterne er gyldne.Lad dem derefter køle af på en rist 5-10 minuter før de serveres. Velbekomme 🙂